Sko med og uden hæl

Her den anden dag sagde min datter: "Mor, når jeg får børn så vil jeg være sådan en mor der henter børnene på skolen i pænt tøj og jeg vil have højhælede sko på...altså mor ikke fordi du har dårlig stil eller noget...".

Og så var det jeg tænkte: "Du bliver klogere min pige!"

Jeg havde de selvsamme intentioner, jeg ville være sådan en Sex & the city mor med pænt hår og høje hæle. Men det er dælme lettere sagt end gjort når man 80% af tiden bare er træt og ret heldig hvis man orker tage mascara på!

Jeg var så glad dengang min mand ( dengang var vi ikke gift og vi havde ikke børn ) havde købt et par leopard stiletter til mig i fødselsdagsgave og jeg kan huske jeg tænkte: "wauw han kender mig virkelig!"

Og det gjorde han. Jeg var vild og havde kæmpestore drømme om at bo i New York sammen med min bedste veninde. Jeg ville ikke have børn, jeg ville bare rejse og have lidenskab i mit liv.

Men trylle trylle trylle...pludselig har alt forandret sig og man er alligevel hoppet med på vognen og har fået villa, vovse...børn og en bil der kan rumme det hele og derfor ikke er en tosædet convertible!

Og fødselsdagsgaverne har da også ændret sig fra at være stiletter og frækt undertøj til at tælle praktiske ting, de ting ens partner hører man mangler...f eks nye Sorel vinterstøvler eller en ny mobil fordi jeg har alligevel har købt en der ikke er god nok og jeg brokker mig over det går for langsomt når jeg skal glo på tøj eller boligting eller børnetøj! Gaverne ændrer karakter i takt med ens liv...og det er vel naturligt nok og en naturlig del af livet.

Og ja jeg ligner ikke Carrie når jeg henter Emma på skolen med Jakob i klapvognen...Jeg har flade sko på fordi jeg skal kunne gå langt eller løbe efter Jakob når han stormer rundt på boldbanen foran skolen. Og ja jeg kan ikke længere se sexet og graciøs ud med hæle på, jeg ligner efter min mands udsagn en, der har skidt i bukserne! :)

For nogle uger siden var vi til min søsters sølvbryllup og jeg havde købt en rigtig smuk kjole til lejligheden og kom glad ud i køkkenet med to par sko...Et par højhælede guldsko og et par sorte stiletter. Min mand pegede på guldskoene...og jeg tog dem på og lignede John Wayne på vej til en eller anden duel, og nej det ER IKKE særlig sexet og jeg må bare indrømme at den tid er forbi!

Nu går jeg efter Converse og Kawasaki og Skechers fordi de trods alt kan fås med leopardprint :) og andre sjove farver og mønstre jeg er jo ikke helt skinddød! Jeg kan bare godt se jeg har forandret mig og de der Dieselbukser jeg har gemt som efterhånden er 15 år gamle og jeg ikke nænner smide dem ud fordi de kostede tæt på 2000 kr, så må jeg nok indrømme mit mål om en dag at kunne passe dem igen er long gone. Mon ikke alle kvinder har et stykke tøj i deres skab de gemmer og er nostalgiske omkring...det ene stykke tøj som minder dem om dengang alt var perfekt, hvor kroppen var perfekt...hvor livet endnu var fuld af muligheder og åben. Ikke fordi livet er forbi nu...jeg har bare indset at jeg ikke kommer til at kunne passe de bukser nogensinde igen...mest fordi jeg vejede 48 kg dengang og det virkelig var for lidt ( det er det i hvert fald i forhold til det jeg vejer nu ). Og det er også OK at jeg aldrig kommer i de bukser igen..Jeg tror dog stadig jeg vil gemme dem, men ikke fordi jeg vil narre mig selv...men fordi de repræsenterer en tid i mit liv som var unik...dengang man lige var startet på uni, dengang man datede og drømte.

Jeg drømmer stadig, bare uden at have netop de bukser på...nu har jeg joggingbukser på...men ikke campinghabit...Jeg har joggingbukser på a la Gabrielle Solis :) og så håber jeg det er lidt trendy alligevel og undskyld kære datter jeg ved du synes det er så flovt når jeg henter dig i den mundering, men vi snakkes ved om 20-25 når du selv har fået børn og så vil jeg gerne se hvordan du går klædt når du skal løbe gennem vandpytter!

Hver ting til sin tid. Hatten af for de mødre og kvinder, der kan svinge sig op på de stylter og se fantastiske ud...:) Jeg ville da ønske det var mig, men det er det altså ikke!

Det sure opstød

Okay...Jeg er ved at være rigtig godt træt af alle de der livsstilsblogs der findes i det virtuelle rum. Man bombarderes af overskudsagtige gør-det-selv projekter, smukke kager og hjemmestrikkede sweatre. Hårdt spændte muskler og diæter, stenaldermad og raw food.

Altså helt ærlig!

Hvad så med alle os andre? Alle os almindelige husmødre, der ikke lige bager alt fra bunden eller dækker det perfekte middagsbord. Os der har appelsinhud og ikke længere kan gå i stiletter efter vi har født og lige meget hvad man gør så kan man ikke overholde den 5:2 slankekur!

Jeg ved godt de der smukke blogs sælger drømme, de sælger ønsketænkning..."Jeg ville ønske jeg kunne..."...Bage den perfekte kage, indrette det perfekte hjem osv. osv. men det er bare gået op for mig at selvom jeg kan godt kan finde inspiration på disse sider, føle beundring...Så irriterer det mig også at hele billedet er SÅ perfekt, hvorfor er der ikke et billede af de 3 kager der mislykkes, men kun det smukke eksemplar? Hvor er vores selvironi og humor blevet af i jagten på det perfekte??

Jeg prøver bare at være realistisk. Fordi jeg kan mærke det irriterer mig, der ikke synes at være nogle alternativer til glansbillederne. Hvorfor er succeshistorierne kun dem, hvor det hele lykkes...

Herhjemme hos mig lykkes ting da af og til, men mange gange går det ikke som ventet, men det gør ikke resultatet ringere.

Jeg synes der er kommet sådan en tendens i samfundet, en tendens der påbyder at man skal "se ud af noget", alle de der Selfiebilleder i opstillede settings er da fordi man gerne vil syne af noget bestemt! Vise sig frem for andre i en given situation...Min far på 69 har taget Selfies de sidste 20 år og hele familien har grinet af det, men dengang var der ikke et ord for det, han gjorde det fordi han ofte tog billederne på familieturene og derfor af gode grunde ikke var med på billedet, så han ville gerne sikre sig man huskede han deltog :)

Jeg hader Selfies, for jeg hader at udstille mig selv visuelt...måske fordi man netop ikke lever op til de der glansbilleder der florerer online.

Jeg elsker at kigge på ting og blive inspireret, men jeg kan samtidig også godt adoptere en rastløshed, når jeg kigger for meget, så er det som om det ikke helt er nok bare at være til. Men hjernen kredser hele tiden omkring tanken om Haytæppet skal være flerfarvet eller i jordtoner. Og jeg ville egentlig helst være skide ligeglad! For i princippet er det ikke særlig relevant for hvor glad man er eller om man er en succes...:)

Så min blog her er ikke et surt opstød mod alle de smukke blogs om indretning a la Nordic, raw food elskerne eller Danmarks næste top model, jeg føler bare det er tid til at starte en ny trend på bloggen. At alt ikke er perfekt og at alt ikke behøver være perfekt...Jeg gider ikke længere stræbe efter at mit hjem skal lige Bo Bedre eller et udklip fra Bolia, jeg skal bare være her...Jeg vil ikke længere få stress over ikke at kunne tabe de 5 overflødige kilo eller at min mad ikke oser af gourmet.

Jeg vil bare have lov til at være en ganske almindelig husmor i et ganske almindeligt hus, hvor der bor ganske almindelige mennesker, der ikke er spor perfekte. Så I kommer ikke til at se smukke kager og hjemmestrikkede trøjer her på min blog, men I får lov til at følge en kvinde, der kan se humoren i livet og som gør de grimme ting smukke...

Velkommen til den småsure husmor!